Optankning af skrivelysten

Optankning af skrivelysten

Begejstring, inspiration og fokus. Et skrivekursus og en rejse har fungeret som optankning af skrivelysten.

Skriv en bog på en uge

Jeg har igen været på kurset ‘Skriv en bog på en uge’ og blev i den grad tanket op i forhold til min kommende roman, en opfølger til STATUS.

‘Skriv en bog på en uge’ var dét kursus, der kickstartede mit forfatterliv for 10 år siden. Dengang skrev jeg kun via mit job som kommunikationsmedarbejder, og jeg vidste ikke, hvor fascinerende det er at skrive skønlitterært.

Skrivekursus Skriv en bog på en uge

Jeg vidste heller ikke, hvor givende det er, at skrive flowskrivning og dermed svare på spørgsmål om historien og personerne med underbevidstheden. Og hvor smittende skriveentusiasmen fra et par håndfulde ligesindede i samme rum er. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen og igen: Det er altså magisk!

Familietur til Norge

Min påskeferie blev i år tilbragt i Nordnorge, hvor jeg har familie.

Det blev et skønt gensyn med søde mennesker, som jeg meget sjældent ser. Og eftersom jeg kun har været i landet kortvarigt som barn og ganske ung, blev det også en opdagelse af landets vanvittig smukke natur. Vi blev bl.a. inviteret med på en fisketur, der foregik i høj sol med sneklædte bjerge og en turkisblå fjord som kulisse.

Ren meditation og taknemmelighed!

Optankning af skrivelysten

Det er hermed bevist, at kursus- og rejseaktivitet optanker skrivelysten!

Indrømmet: Jeg har henover vinteren i perioder kæmpet med … præstationsangst (er det vist mest) i forhold til min næste roman: opfølgeren til STATUS.

Jeg begyndte allerede at skrive tanker og ideer ned i januar 2017, mens jeg ventede på svar fra forlag. Og så har jeg arbejdet på ideerne on and off lige siden, når der har været ro og lyst. Derfor har jeg nu over fem! kladdehæfter med noter – alt fra indfald til dialoger og tidslinjer.

Og det kan ærlig talt godt gøre forfatterhjernen en smule rundtosset. For jo mere man tænker og overvejer, jo flere døre åbner man.

Men nu har jeg for alvor fået hul på projektet igen. Skriver både ny tekst i kladdehæfterne og indskriver gammel kladdetekst på computeren. Ovenikøbet midt i renoveringsrod!

Mine breaks i form af kursus og rejse har trukket mig lidt væk fra tankemylderet og overvejelserne omkring, hvordan det hele nu skal passe sammen i historien. De har mindet mig om ikke at tænke alt for meget men bare nyde skrivningen. Og huske at have tiltro til, at fragmenterne samler sig så fint til sidst. Det gjorde de i hvert fald med STATUS.

Og NØJ! hvor er det fedt at føle sig optanket. Skønt at have fået inspiration både i forhold til skrivehåndværket og i forhold til nye og anderledes input. I forgårs sneg der sig såmænd en norsk fyr, der elsker at fiske, ind i historien 😁😁

Comments are closed.