Børnebogen ‘LEANDER OG LYDEN I SKABET’

Børnebogen ‘LEANDER OG LYDEN I SKABET’

…er titlen på min kommende børnebog.

Arbejdstitlen var ‘Leander og løven i skabet’, fordi lyden stammer fra en kæmpe snorkende løve. Men det syntes min søn ikke, jeg skulle afsløre allerede i titlen: “Det skal da være en overraskelse, mor!”

Løven er kæmpestor og skræmmende. Men ved nærmere eftersyn viser den sig at mangle en del tænder, hvilket betyder, at den ikke kan tygge kødben. Et problem når man er vældig sulten … Leander og løven udvikler et umage venskab.

Bogen er til børn fra ca. 5 år og er tænkt som højtlæsning eller til læs-selv, når barnet har fået fat på læsningen.

Læs et uddrag af ‘Leander og lyden i skabet’ i pdf-format

BørnebogenLeanderoglydeniskabethandleromensultenløve

‘Leander og lyden i skabet’ er pt. ved at blive illustreret og derefter skal den prøves på udvalgte børnebogsforlag. Foreløbig findes dette billede af løven.

‘Leander og lyden i skabet’ blev overhalet indenom af STATUS

Jeg ville oprindeligt skrive en børnebog som det allerførste, men så kom historien om 6 menneskers liv – dengang de gik i gymnasiet sammen og nu – buldrende! Og så var der ikke andet at gøre end at give los og følge med…

Men mens jeg ventede og ventede og ventede på, at diverse forlag havde mit manuskript til romanen STATUS til gennemsyn, fik jeg lyst til noget mindre alvorligt. Jeg begyndte at lege med min gamle idé om at skrive en børnebog, som kan underholde både barnet og den voksne.

‘Leander’ voksede frem, da han endelig fik lov

‘Leander og lyden i skabet’ var en leg at skrive!
Jeg brainstormede på, hvad jeg selv synes er sjovt og på, hvad der var underholdende at læse op for mine børn, dengang de stadig gad høre på mor, der læste. Så lånte og læste jeg en masse bøger for (igen) at komme ind i tonen og tankegangen, og så tog den ene idé den anden.

Første version af ‘Leander’ blev til på en eftermiddag

Jeg skrev ud fra knebet med at tænke: “Hva’ nu hvis?” og så bare give den gas. Det er sjovt, og så kan man altid moderere efterhånden – men ikke for meget, for det skønne ved børnebøger er netop, at man kan vælge, at alt kan ske, og at alt er tilladt. Der er ikke nogen der bekymrer sig om, hvordan en løve er endt med at bosætte sig i et skab, hvordan den er kommet derind, at den kan tale, hvordan der lugter i et skab, hvor en løve sover, spiser og ski… ?

‘Leander’ vokser stadig

Jeg har flere historier om Leander og hans løveven i notesbogen. Han (-og jeg) er åbenbart ikke sådan at stoppe. Nu er Leander ‘født’ og har sit eget liv, så der kommer helt sikkert mere om ham. Jeg følger bare med…