Forfatterlivet – op og ned ad bakke

Forfatterlivet – op og ned ad bakke

Forfatterlivet går op og ned ad bakke. Forfatterlivet er på mange måder fedt. Og forfatterlivet er på mange måder en evig kamp. På den måde kan det måske overordnet minde om et ‘almindeligt’ arbejdsliv, hvor det også går op og ned. Alligevel er det meget anderledes…

Forfatterlivets små shots

Forfatterlivet kan give den vildeste lykkerus. Hvis man er både dygtig og heldig, er der nogle fantastiske ‘snapse’ – shots af ros og anererkendelse, som man kan leve længe på. Når der er begejstring og genkendelse fra læserne, rammer det i den grad et dybt og blødt punkt, fordi det fra forfatterens side handler om formidling af hjerteblod.

Status reception
Foto taget ved receptionen for STATUS.
Dobbelt glæde: Udover at jeg var pivstolt og glad for bogen, tog min ellers ikke officielt stolte teenagesøn et billede af sin mor til at sende ud på sine sociale medier 🙂

Til gengæld skal de små lyksalige shots holde længe i forfatterlivet. For med få undtagelser kan vi ikke producere bøger på samlebånd. Og som ukendt forfatter er det i øvrigt også lige meget, hvor meget og hvor godt, du skriver, hvis du ikke magter at kæmpe for bogens udbredelse på sociale medier, via interviews, oplæg mm.

Priviligeret og udmattet

For mig er det et privilegie at bruge tid på at skrive, og jeg kunne ikke ønske det anderledes. Jeg er ærgerlig over, at det er så hårdt at ‘komme ud over rampen’, men jeg er ikke bitter. Lige nu er jeg bare udmattet. For hold da op, hvor er det krævende at være sin egen enmandshær og sælge sig selv konstant.

Og så skal jeg endda ikke klage. Jeg har faktisk udelukkende har fået positiv respons på STATUS fra både anmeldere og læsere. Og jeg er lykkedes med at skabe en del medieomtale, bl.a. i Magasinet Liv og Akademikerbladet.

Alligevel kan man altså blive noget så træt og udmattet af ‘kampen’.

Husk den gode anmeldelse

På Instagram foreslog en anden forfatter mig at læse en god anmeldelse af min bog dagligt. Først smilede jeg lidt af det søde, lidt selvfede, forslag, men ved nærmere eftertanke har hun jo ret. Her midt i min udmattelse kan jeg mærke, at det faktisk er en fantastisk ide!

Det er en måde et få de omtalte begejstrings-shots til at strække længere og dermed gøre mere gavn. Og nogle dage kan det altså godt være nødvendigt med en lille pep-talk i form af en god anmeldelse. Det hjælper på energien inden man sætter sig til tastaturet for at skrive eller promovere.

Hvis man ikke er glad og glæder sig til at udfolde og udforske dagens opgave, bliver det hurtigt alt for tungt. Og selvtilliden (mange forfatteres – i hvert fald min – største udfordring) kan begynde at få revner.

Status håndskrevne noter

Kontrakten med mig selv

Når der ikke dagligt er kollegial sparring og respekt/anerkendelse i forfatterlivet, som der for de fleste forhåbentlig er i det ‘almindelige arbejdsliv, lurer faren for følelsen af usikkerhed og utilstrækkelighed. De følelser er selvsagt giftige for både selvtilliden og produktiviteten. Og selvom man læser en gammel, god anmeldelse, er det desværre lettere at slå sig selv i hovedet end at selvrose.

På en dårlig dag har jeg derfor givet mig selv friheden til at vælge.

Kontrakten med mig selv er, at jeg skal ‘rode’ med noget bogrelevant hver dag. Men at det er ok at have en off dag, hvor jeg ikke føler mig kreativ eller magter at være opsøgende med hensyn til promovering.

Friheden til at vælge gør forskellen

Friheden til at vælge dagens indhold er lige præcis det, der gør den allerstørste forskel for for mig i forfatterlivet i forhold til et lønjob.

Det betyder nemlig helt lavpraktisk, at jeg stort set altid ender med at lave noget, jeg har lyst til. For jeg er jo meget glad for mit arbejde – bare udmattet sommetider.

Og en bog er ikke kun noget med at skrive og promovere. Det kan også være research via bøger og film. Det kan være hjemmesideopdatering og forberedelse til en post på Facebook eller Instagram. Det er også altid nødvendigt med en gennemgang af de gamle to do-lister. Og så er der den altid givende gåtur med en indre dialog for at få nogle overvejelser til at falde på plads.

Strand skarpt vinterlys gåtur

Accepten af den bumlede vej

Når jeg mærker grundigt efter i maven, handler det vist for mig mest om at acceptere den bumlede vej. Stilstand er ikke min favorit disciplin, hvis det drejer sig om noget, jeg brænder for. Men alle liv – også forfatterlivet – går jo altid både op og ned ad bakke. Og det er sundt nok.

I kraft af min tidligere stresssygemelding ved jeg, hvor sundt det er at stoppe op, trække vejret og rette sit fokus et nyt sted hen. Det er oftest dér, alle de nye tanker og kreative ideer ligger! Fx skal jeg jo til at kigge og udfolde noget mere på den der opfølger til STATUS!

Min første roman STATUS handler netop om at stoppe op og se på sin tilværelse med nye øjne.
Du kan læse om inspirationen til bogen her og om min intention med historien her.

Du er selvsagt også meget velkommen til at kontakte mig via Instagram eller Facebook, hvis du sidder inde med kommentarer til forfatterlivets udfordringer eller ideer til ‘det gode liv’, promovering, energipåfyldning mm.

Comments are closed.