Inspirationen til STATUS

Inspirationen til STATUS

Inspirationen til STATUS kom, mens jeg forsøgte at skrive et oplæg til en børnebog …

En pause og et skrivekursus dannede grundlaget for STATUS

Tid til at finde ud af/komme i tanke om, hvad jeg virkelig elsker og som giver mig energi, drev mig ubevist mod skrivekurset ‘Skriv en bog på en uge’.

Jeg har altid elsket at skrive, og jeg havde altid haft lyst til at prøve at skrive mine egne tekster. Produktion af fagtekster var en stor del af mine tidligere jobs, men jeg havde aldrig skrevet skønlitterært før. Så som den lille forsigtige pige, jeg også kan være, turde jeg kun at tilmelde mig, fordi man ikke skulle læse sine tekster højt på kurset.

Inden kursusstart skulle alle deltagere sende en kortere tekst til underviseren. Så jeg satte mig med papir og pen og skrev et par sætninger til den børnebog, jeg havde besluttet mig for at prøve at skrive. Jeg tænkte som en gal, men jeg tabte hele tiden tråden.

Inspirationen kom fra et gammelt foto

Det blev i stedet et foto af et gammelt 70’er sommerhus med gulnet fyrretræ på væggene, der endte med at stjæle mit fokus. Jeg kunne simpelthen fornemme, hvor surt der lugtede i huset på billedet! Da jeg samtidig helt tilfældigt oplevede et grænseoverskridende pres om at deltage i en gensynsfest fra fortiden, tog fantasien over.

Uden en plan for historien (som man senere lærer erså vigtig) skrev jeg lynhurtigt en novelle. Den kom til at handle om ca. 40-årige gamle klassekammerater, der mødes til en reunion i et fugtigt sommerhus.

Jeg glemte alt om børnebog, for denne historie ville åbenbart ud!

Inspirationen til STATUS
Et gammelt foto tændte skriveilden
Sommerhusannonce startede associationerne
Sommerhusannoncen, der startede det hele…

Fra inspiration til virkelighed

På skrivekurset fik vi til opgave at fokusere på en historie, vi gerne ville undersøge og udfolde. Mit svar var oplagt, for jeg var blevet enormt nysgerrig på, hvem personerne i min historie egentlig var, både nu og dengang de gik i klasse sammen. Og så var jeg meget optaget af, hvordan de opførte sig til gensynsfesten.

Jeg skrev og skrev og blev fuldstændig hooked.

Det er jeg stadig!

Jeg vil så gerne fortælle en historie, der skaber genkendelighed hos læseren. Det kan du læse mere om på siden, hvor jeg beskriver intentionen med STATUS.